< TILBAGE TIL FORSIDEN
DOK-forsøget – 45 år med biodynamisk, økologisk og konventionel dyrkning
I 1978 etablerede det økologiske forskningsinstitut FiBL i Schweiz et forsøg med fokus på jordkvalitet. Det skete i nært samarbejde med den konventionelle, den økologiske og den biodynamiske landbrugsorganisation og deres konsulenter. Forsøget hedder DOK, der står for bioDynamisk, Okologisk og Konventionel dyrkning. Det har nu fungeret i over 45 år og fortsætter. I forsøget sammenligner man de tre metoders dyrkningspraksis i et forsøgsdesign med 4 gentagelser og 2 gødningsnivauer.
Den konventionelle dyrkning er repræsenteret med en blandet variant med staldgødning og kunstgødning og en ren kunstgødet variant. Der anvendes pesticider som i almindelig konventionel praksis. Der er desuden ugødede parceller i forsøget.
Det er verdens længstvarende og mest analyserede forsøg med sammenligning af biodynamisk, økologisk og konventionel dyrkning.
Formålet med forsøget er at sammenligne dyrkningssystemer ud fra den praksis, der er gældende i det praktiske landbrug. Der er derfor forskel på, hvordan parcellerne dyrkes, bl.a. på gødningsniveauet. F.eks. får de biodynamiske parceller ca. 20% mindre gødning end de økologiske, fordi staldgødningen til de biodynamiske parceller bliver komposteret og tilsat de biodynamiske præparater før den anvendes. Alligevel, og sandsynligvis derfor, er det den biodynamiske dyrkningsmetode, der virker bedst på bl.a. jordens kulstofindhold, pH-værdi, enzymaktivitet, biodiversitet og lattergasemissioner. I de økologiske parceller bliver staldgødningen kun let omsat, før den anvendes, og det har ikke samme positive effekt på jordkvaliteten.
DOK-forsøget er beskrevet i talrige videnskabelige rapporter, bl.a. i Nature og Science. Den store rapport efter de første 45 år, der kom fra FiBL i 2024, konkluderer, at den biodynamisk dyrkning i højere grad end økologisk og konventionel dyrkning giver ”forbedret jordkvalitet og øget kulstofindhold”. Med andre ord: mere liv og muld i den biodynamiske jord.
Biodynamisk dyrkning er en praktisk, helhedsbaseret dyrkningsmetode, hvor mange virksomme tiltag bidrager til det samlede resultat. DOK-forsøget bekræfter videnskabeligt, hvad landmænd i mange lande oplever i praksis, når de dyrker biodynamisk: en mere levende, frugtbar og humusrig jord. Det er grundlaget for mere vitale planter og sunde dyr og mennesker, og det er netop formålet med den biodynamiske dyrkningsform.
Læs mere:
FiBL udgav i 2004 et hæfte med meget informative fotos og grafer om resultaterne fra de første 21 år (3 sædskifteforløb á 7 år). Det er oversat til dansk og kan ses her.
FiBLs rapport fra 45 års, udkommet på engelsk i 2024, kan læses her
Hæftet kan læses på engelsk, tysk og fransk på FiBLs hjemmeside her